Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Erhvervsforum vil gøre Hvidovres virksomheder klogere på ny EU-persondataforordning


EU’s nye persondataforordning kommer til at berøre alle virksomheder, der behandler personfølsomme oplysninger. Derfor giver Hvidovre Erhvervsforum lokale virksomheder chancen for at blive klogere på de nye regler
19. december 2017
Næste møde i Hvidovre Erhvervsforum tirsdag 15. januar tager udgangspunkt i den nye EU-persondataforordning. Selvom det umiddelbart kan lyde som noget halvtørt stof, så vedrører den nye persondataforordning alle virksomheder, der behandler persondata.

Hvidovre Kommune har derfor valgt at lave et tema med persondataforordning for at gøre de lokale virksomheder klar til maj 2018, hvor den nye ordning træder i kraft.
Det kan nemlig have økonomiske konsekvenser, hvis man ikke har styr på sine persondata. 

Til mødet i Erhvervsforum kan alle virksomheder komme og få en introduktion til reglerne og grundprincipperne i EU’s nye persondataforordning.

”Den nye EU-persondataforordning er noget, som er højaktuelt, og til maj 2018 træder den i kraft, og så skal alle virksomheder efterleve reglerne i den. Det kan virke som en jungle at finde rundt i, og vi inviterer derfor til en eftermiddag, hvor vi vil klæde vores virksomheder bedre på til at kunne håndtere de nye EU-regler,” siger borgmester Helle Adelborg, som virksomhederne også kan møde til Erhvervsforum den 15. januar.

På mødet vil advokat Catrine Søndergaard Byrne fra advokatfirmaet Labora Legal give konkrete råd og input til, hvordan man som virksomhed forholder sig til den nye persondataforordning. 

Det er gratis at deltage i Erhvervsforum. Læs mere om det her, hvor du også kan tilmelde dig. Mødet begynder klokken 15.30 og slutter 17.30. Det finder sted i Frihedens Idrætscenter, Teatersalen, Hvidovrevej 446.

Læs mere om EU's nye persondataforordning her