Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kokkeeleven Tobias glæder sig til at gøre Hvidovres elever klogere på kokkebranchen


Tobias Bastrup er i lære som kok på Hotel Scandic. Han elsker atmosfæren i køkkenet og er klar til at fortælle mere om, hvorfor det er fedt at være kokkeelev, når han deltager i Mød en virksomhed
30. oktober 2017
Når de ældste folkeskoleelever i Hvidovre onsdag 8. november tager til virksomhedsmessen Mød en virksomhed i Medborgersalen, kan de møde lærlinge og elever fra mange forskellige virksomheder. En de lærlinge, der står klar til at fortælle mere om sit fag og branche, er 22-årige  Tobias Bastrup. Han er kokkeelev på Hotel Scandic på Avedøre Havnevej og efter et år i køkkenet på det store hotel, er han sikker på, at det er den helt rigtige uddannelse og branche, han har valgt.

”Jeg elsker mad, og at der hele tiden er så levende i et køkken. Inden jeg begyndte i lære som kok, blev jeg advaret mod det. Folk sagde, at arbejdstiderne var alt for dårlige, og stemningen i et køkken var så barsk, at det ville blive for meget. Men det har jeg slet ikke oplevet. Tværtimod har vi en fantastisk tone her i køkkenet på Scandic. Selvom vi har travlt, bliver der talt ordentligt, og vi har en god harmoni, hvilket også er nødvendigt, når man er her så mange timer,” siger Tobias, da vi møder ham i en pause på Hotel Scandic.
Han glæder sig til at møde interesserede elever fra Hvidovre til Mød en virksomhed.
”Det er en fantastisk mulighed, at eleverne kan møde sådan nogle lærlinge som mig. Jeg vil rigtig gerne fortælle dem om, hvad det er for en uddannelse, og hvad de kan forvente, hvis de går i lære som kok. I øjeblikket er der stor efterspørgsel efter kokkeelever, så jeg vil da gerne være med til at få flere ind i vores fag,” siger Tobias.

Får hurtigt ansvar
Selvom det er drømmelærepladsen, han har fået, er det til tider hårdt arbejde.
”Vi arbejder 3-4 dage i træk med nogle vagter fra 11.30 til restauranten lukker om aftenen. Det var især hårdt i starten, men nu har jeg vænnet mig til det,” siger Tobias.
Noget af det han især er glad for på Scandic er, at han og de andre to kokkeelever får så meget ansvar.
”Vi har lynhurtigt fået ansvar. En aften har jeg måske ansvaret for alle forretter, og det er virkelig noget, man lærer af. Men samtidig er det ikke sådan, at de bare sætter dig til noget, og så vender ryggen til. De erfarne kokke og vores køkkenchef er der hele tiden til at hjælpe, hvis man har brug for det,” siger Tobias.

Ikke god til madlavning inden han startede
Inden han startede på Hotel- og Restaurationsskolen, hvor alle kokkeelever starter, inden de kan søge en læreplads på en restaurant eller et hotel, var madlavning ikke det, han gik mest op i. Og det behøver kommende kokkeelever faktisk heller ikke at gøre.
”Jeg kunne godt lide at lave mad, men jeg gjorde det faktisk ikke særlig tit. Men man behøver heller ikke at være nogen god kok, inden man starter på uddannelsen. Det skal de nok lære en at blive. Allerede på skolen lærer man den basale madlavning, og så lærer man at begå sig i et køkken,” siger Tobias.
Uddannelsesforløbet på Hotel Scandic er tilrettelagt sådan, at Tobias gradvist får mere og mere ansvar og til sidst kan stå med hovedansvaret en aften i det travle hotelkøkken. Når han om et par år er udlært, drømmer han om at tage sin kokkehue med i kufferten ud i verden.
”Mad er et internationalt sprog, og jeg kan arbejde i køkkener over hele verden. Friheden i kokkefaget tiltaler mig, og jeg vil rejse ud og opleve verden samtidig med, at jeg arbejder som kok,” siger Tobias, der de næste par år må få sin internationale sult stillet ved at servere mad for de mange udenlandske gæster, der ofte besøger Hotel Scandic.