Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

KLS Pureprint vil lære os at tage rester med hjem

Har søgt patent på en ”godbidsæske”, der kan komposteres
29. august 2017
Forventningerne er store hos Hvidovres rene trykkeri, KLS Pureprint i disse måneder. Et ganske særligt nyt produkt er nemlig sendt på markedet, og virksomhedens nordiske salgschef, Jakob Rosenfeldt Thomasen, er meget spændt på, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig.

Den nye Treatbox er nemlig tænkt som en ”godbidsæske” til at tage resterne fra tallerkenen med hjem i
 - Vi er gået i gang med at prøve at ændre på en kultur. Det vil nok tage i hvert fald et halvt til et helt år, før folk får det her ind under huden og bliver klar til at begynde at bruge det, fortæller salgschefen i KLS Pureprint.

Det nye produkt er en lille kartonæske, der kan minde om emballagen til en burger på en fastfoodrestaurant. Det særlige ved æsken – og det som KLS nu har søgt patent på, er, at den ikke efterlader sig nogen spor i form af kemikalier eller tungmetaller, når den er brugt og skal bortskaffes.

Treatboxen har været længe undervejs, især fordi det, der for de fleste ligner en simpel papæske – langtfra har været simpel at udvikle, forklarer Jakob Rosenfeldt Thomasen, der selv fik idéen til Treatbox inspireret af bl.a. Skotland og Frankrig, hvor plastemballage er eller snart bliver forbudt, og der derfor er behov for gode alternativer.
 - Vi kan se at markedet for fødevareemballage vokser – og at der også hos os er en enorm udvikling i efterspørgslen efter emballage.

Den æske, som KLS Pureprint nu har udviklet, søgt patent på og sendt på markedet sammen med Unilever Foodsolutions og Refood Mærketpartnerskabet, har det taget et hav af timer at finde en form på. Det har det bl.a., fordi den skulle laves, så du eller jeg selv kan folde æsken, når vi sidder på en restaurant og gerne vil have vores rester med hjem og vil undgå den pinlige situation at spørge tjeneren.

- Vi har nok brugt et halvt år på at folde en æske, der holder tæt – og som man selv kan folde, fortæller Jakob Thomasen, der måtte holde fast i sin idé, selvom mange andre tvivlede på, at han ville kunne finde en brugbar folde-metode. Det lykkedes, og Treatbox, der er udviklet i samarbejde med Unilever og Refood-mærket, fik debut på Folkemødet i juni måned. Inden længe bliver æsken lanceret i Ikea i enten Taastrup eller Gentofte. 

 - Hvis man er på restaurant og får en stor, lækker bøf, man ikke kan spise, så kan man folde sig en Treatbox og tage ”godbidden” med hjem til senere.

KLS Pureprint forventer også, at Treatbox vil være at finde på en række af de danske festivaler til næste år, bl.a. fordi den her vil kunne erstatte en tallerken, så man vil kunne servere maden i boks, der kan lukkes og tages med.

Fakta om Treatbox

er designet til at bekæmpe madspild.
er produceret 100 procent CO2 neutralt.
er biologisk nedbrydelig.
efterlader hverken kemikalier eller tungmetaller.
bliver anbefalet af Danmarks Naturfredningsforening.