Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kontorhoteller i Hvidovre er populære


Som selvstændig kan der være god fornuft i at leje sig ind på et kontorhotel. Kontorhotellerne tilbyder indbydende lokaler, gode fællesfaciliteter og mulighed for at skabe et godt netværk.
27. maj 2017
Det er dyrt at være selvstændig – i hvert fald i den indledende fase, hvor indtjeningen måske lader vente lidt på sig. Skal man have sit eget kontor ude i byen, kan der følge store udgifter med til husleje, vand, varme og ting som it-udstyr og møbler. 
Derfor er der de seneste år dukket mange kontorhoteller op rundt omkring i landet. Flere af dem har også holdt deres indtog i Hvidovre. Fælles for kontorhotellerne er, at de tilbyder en kontorplads i indbydende og lyse lokaler og en stribe fællesfaciliteter som eksempelvis køkken, kopi- og printservice, fibernet, gratis parkering, ligesom der også er mulighed for at koble sig på en frokostordning.  

Et af de lokale kontorhoteller i Hvidovre er Væxthuset, der snart udvider med et ekstra kontorhotel på Avedøre Holme.
Direktør Jan Crone fortæller, at der er stor interesse fra lokale virksomheders side for at få en plads på et kontorhotel. Den nye tendens skyldes især de lavere udgifter i forhold til at leje et traditionelt kontor i en erhvervsejendom. 

”Vores kunder vælger os, fordi det er dyrt at have sit helt eget kontor. Deleøkonomien er meget oppe i tiden, og det afspejler sig også hos os. Vi oplever desuden, at vi får flere selvstændige, når det går godt i samfundet,” siger Jan Crone.

Virksomhederne, der sidder på et kontorhotel, kan også få glæde af samarbejdet med de nærmeste naboer.
”Der er meget netværk og socialt samvær. Produktiviteten fra, at man sidder alene, til man sidder sammen andre stiger med 20 procent. Mange i kontorhotellerne hjælper hinanden og bruger hinanden. Flere af vores lejere har fået betalt deres husleje ved at løse opgaver for firmaer, som de har mødt her hos os,” siger Jan Crone. 

Også hos Kontorholmen, der er et andet af kontorhotellerne i Hvidovre Kommune, er mange mindre virksomheder interesseret i at få en fast plads.

”Vi ser i øjeblikket en positiv samfundsudvikling, og det smitter også af på den generelle lyst til at igangsætte nye tanker og projektideer, og derfor har folk brug for en kontorplads,” siger Allan Hedahl fra Kontorholmen, 

Han peger på fleksibiliteten som altafgørende for, at kontorhotellerne i disse år kan tiltrække et større publikum blandt selvstændige og mindre virksomheder.
”Udlejerne af kontorhoteller accepterer, at mange mindre erhvervsdrivende har et behov for større fleksibilitet og mindre binding,” siger Allan Hedahl.