Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Virksomhedsportræt: I Fakta på Gammel Køge Landevej er der masser af mangfoldighed


En døv medarbejder og en medarbejder med Downs Syndrom er med til at skabe glæde hos både kolleger og kunder.
16. december 2016
I Fakta på Gammel Køge Landevej er der plads til mange forskellige medarbejdere. Butikken har både en døv kvinde og en ung fyr med Downs Syndrom på medarbejderlisten.

Og det giver masser af værdi til både de andre medarbejdere, men også til kunderne, fortæller butikschef Jane Ritter.
”Vi har den holdning, at der skal være plads til alle. Vi har Sanne, der er døv. Hun er en rigtig god medarbejder, der virkelig får noget fra hånden, og hun har flair for butiksjobbet. Når jeg skal kommunikere med hende, så sker det ved hjælp af en mobiltelefon, som vi skriver til hinanden på. Jeg har tænkt, at jeg burde lære lidt tegnsprog – det ville gøre det nemmere. Når hun er ude i butikken, så har hun selv en blok og en kuglepen på sig, når kunderne skal spørge om noget. Efter Sanne er begyndt, har vi faktisk også fået mange døve kunder, som kommer her, fordi de ved, at vi har en døv ansat, som de så kan kommunikere på tegnsprog med,” siger Jane Ritter.

Det var via Jobcentret i Hvidovre, at Jane Ritter fik kontakt til Sanne, der startede i praktik hos Fakta for et par år siden og senere blev fastansat. 
Butikschefen vil godt opfordre andre virksomheder i kommunen til at gå i dialog med jobcentret for at få medarbejdere ud i praktik og arbejdsprøvning. 
”Jeg tror på, at alle ressourcer skal i spil. Så man skal som virksomhed simpelthen bare komme i gang. Det kan virke uoverskueligt, men det er faktisk ikke så bøvlet, når man først får et samarbejde med en virksomhedskonsulent. Og det giver rigtig meget igen til hele arbejdspladsen,” siger Jane Ritter.

Udover Sanne, der er døv, har Fakta også 21-årige Søren, der har Downs Syndrom, ansat.
”Søren er en person, der altid har et smil på læben, og alle elsker ham - både kunder og kolleger.  Han er her 37 timer om ugen, men kommer ofte når han har fri. Det er rigtig dejligt, at vi har personer som Sanne og Søren ansat. For mig som leder betyder de bløde værdier meget – det er de i hvert fald kommet til, jo ældre jeg er blevet,” siger Jane Ritter, der også ofte har praktikanter fra Jobcentret.
”Det er vigtigt, at folk har noget at stå op til, og vi har et godt fællesskab, som betyder, at dem der kommer her er glade,” siger Jane Ritter.