Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Supercykelstien gør Gammel Køge Landevej hurtigere for de cyklende medarbejdere


Cykelstien på Gammel Køge Landevej bliver nu mere indbydende for cyklisterne, og det kommer blandt andet de cyklende medarbejdere fra Hvidovres arbejdspladser til glæde.
19. september 2016
I sidste uge blev supercykelstien i Hvidovre officielt indviet. Cyklisterne på Gammel Køge Landevej har nu fået ny asfalt på strækningen igennem Hvidovre Kommune, fodhvilere ved lyskrydsene og pumpestationer, hvis dækket taber luft.
Ideen bag supercykelstien er at få flere op på cyklen, og derfor skal rammerne for cyklisterne være i orden.
”Den nye supercykelsti vil gøre turen til og fra arbejde behageligere. Derfor håber jeg, at den også vil appellere til nogle af dem, der i dag tager bilen,” siger borgmester Helle Adelborg.
Ishøj-ruten, som er det officielle navn for supercykelstien igennem Hvidovre, er en af 28 planlagte supercykelstier i Hovedstadsregionen.
”Vi ved, at mange medarbejdere gerne vil cykle til og fra arbejde, men nogle gange mangler den sidste motivation måske. Med den nye supercykelsti er strækningen blevet optimeret,” siger Helle Adelborg.

De nye tiltag på Hvidovre Kommunes supercykelstier:

Grøntid for cyklister er optimeret/forlænget ved 7 lysregulerede kryds ved brug af radardetektering. 
Anlagt 2 busperroner, der skal sørge for, at buspassagerne ikke går direkte ud på cykelstien.
Anlagt 3 overkørsler ved sideveje, så fortov og cykelsti er tydeligt markeret.
Flere steder på ruten er sikkerheden mellem højre svingende bilister og ligeudkørende cyklister forbedret. 
Eksempler ved overkørsler/sideveje:
- Opsat stelere, der hindrer parkering i rabatten mellem vej og cykelsti. 
- Skillerabat mellem kørebane og cykelsti er fjernet lige før sidevejskryds. 
Cykelstien ved T- krydset på Byvej er udvidet, så der nu er plads til et separat venstresvingspor på cykelstien. 
Nyt asfalt og nye striber på hele strækningen.