Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hilsen fra borgmesteren

23. september 2016

Vi er i gang med et travlt efterår i Hvidovre Kommune. Arbejdet med kommunens budget for 2017 er i fuld gang. Sideløbende har vi flere spændende erhvervsaktiviteter på programmet i løbet af de næste par måneder, og så er vi ved at lægge sidste hånd på en ny erhvervsanalyse, som vil blive offentliggjort senere på året.
Tidligere på måneden kunne vi offentliggøre nyheden om, at der er opstået en mulighed for at udvide Avedøre Holme med op mod 3.200.000 kvadratmeter. Udvidelsen skal ske ved brug af jord fra blandt andet metrobyggeriet i København, og det er en uhyre spændende mulighed, som kan styrke erhvervslivet i kommunen. 
Men først skal vi have undersøgt hele projektet til bunds, før vi går videre. En af de ting vi blandt andet skal have undersøgt grundigt er, hvordan et projekt som dette vil påvirke trafikken på og omkring Avedøre Holme.

Så er Hvidovre Kommune igen i år vært for virksomhedsmessen ’Mød en virksomhed’, som i år finder sted i Medborgersalen på Hvidovrevej.
’Mød en virksomhed’ er en god måde for virksomhederne at møde mulige lærlinge og elever.
De unge mennesker, som tropper op, har måske på forhånd besluttet sig for, hvilken retning de vil gå i, men de kan jo blive inspireret på messen til at overveje andre retninger.
Jeg er rigtig glad for, at så mange lokale virksomheder deltager i ’Mød en virksomhed’, og jeg glæder mig til selv at møde de af jer som er med på messen, der finder sted 2. november.

I dette Erhvervsnyt kan I foruden de to ovennævnte emner læse om en af vores lokale virksomheders gode erfaringer med at have flygtninge ansat. Derudover kan I blandt andet læse et portræt af en lokal virksomhed, der har succes på det internationale marked og om vores nye supercykelsti.
God læselyst med Erhvervsnyt.

Med venlig hilsen

Helle Adelborg