Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Flyttefirma: Flygtninge i virksomheden er en gevinst


Flyttevirksomheden Adam Transport på Avedøre Holme har to flygtninge fra Syrien i løntilskud, og forløbet har været en god oplevelse. De kommer med en stor ydmyghed, lyder det fra virksomhedens driftschef.
22. september 2016
”Det er lidt hårdt, men sjovt at være flyttemand, og jeg er rigtig glad for, at Adam har taget mig ind og givet mig en chance. Jeg får også mulighed for at blive bedre til dansk, når jeg går sammen med mine danske kolleger hele dagen.”
Sådan siger 26-årige Muhammad Dahpoor om sin ansættelse hos flyttevirksomheden Adam Transport på Avedøre Holme.
Her har han været siden april i år, hvor han først startede med at komme på en workshop, som Adam afholdt for flygtninge, der på den måde kunne få en fornemmelse af, hvad jobbet som flyttemand består af. Efterfølgende tog virksomheden Muhammad og en anden syrisk flygtning med bopæl i Hvidovre i praktik og senere i løntilskud. Og den beslutning har de ikke fortrudt.

”Vi er rigtig glade for vores to medarbejdere med syrisk baggrund. Vi er med til at tage et socialt ansvar, men vi har også en plan med det. For ved at få dem ind i først praktik og senere løntilskud kan vi se dem an og forme dem til at blive gode medarbejdere. Og de to fra Syrien, vi fik tidligere på året, har vist sig at være en god arbejdskraft. Vi har i perioder svært ved at rekruttere flyttefolk, men her har vi fået to gode medarbejdere ind, som har vist stor ydmyghed og taknemmelighed,” siger Sonni Rodam, der er driftschef hos Adam Transport.

Og de to medarbejdere med syrisk baggrund er blevet taget godt imod af resten af personalet.
”Der er kun positive tilbagemeldinger. De er vellidte, og de indgår på lige fod med de andre medarbejdere og når de er med ude i et team, så er det i høj grad kollegerne, som er med til at lære dem lidt om, hvordan man agerer,” siger Sonni Rodam.

For Adam var det ikke helt nyt at byde flygtninge indenfor. For omkring ti år siden
fik virksomheden en irakisk flygtning, og den dag i dag er han stadig ansat og en af den store flyttevirksomheds loyale medarbejdere. Generelt kan Sonni Rodam kun anbefale andre virksomheder at overveje at tage flygtninge ind i medarbejderstaben.

”Man skal som virksomhed ikke tænke så meget over det. Bare spring ud i det. Vi har været rigtig godt tilfredse med vores to nye medarbejdere, men man kan selvfølgelig også være uheldig, men det kan man jo også være med danske medarbejdere. Det er lidt som at tage en elev, og i starten kan man få tilskud til lønnen, men når den ordning ikke længere kan forlænges, så vil vi ansatte dem fast,” siger Sonni Rodam.
Muhammad Dahpoor har i Syrien arbejdet med eksport og blandt andet været udstationeret til Sydkorea. Han føler sig godt hjemme hos Adam og vil gerne fortsætte på arbejdspladsen.
”Jeg prøver at gøre et godt stykke arbejde hver dag, og møder før tid. Jeg er glad for Adam, og mine kolleger er flinke mennesker,” siger Muhammad.

Hvis din virksomhed vil høre mere om muligheden for at få flygtninge i fx praktik og løntilskud så kontakt afdelingsleder i Hvidovre Jobcenter, Hanne Mørup, tlf. 3639 3977, mail. hmu@hvidovre.dk