Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Mød en virksomhed-messen er et godt udstillingsvindue

På Hvidovre Kommunes Mød en virksomhed-messe har virksomhederne gode muligheder for at komme i dialog med skoleelever og deres forældre. Efter sidste års messe kom flere elever i erhvervspraktik hos virksomheder, de havde mødt på messen
9. juni 2016
Lærlinge er vigtige for rigtig mange virksomheder, især i disse år, hvor efterspørgslen efter folk med en erhvervsuddannelse stiger. Det er de helt bevidste om hos installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen, der alene i hovedstadsområdet har 63 lærlinge indenfor fagene el, vvs, køl samt ventilation.
Derfor var Kemp & Lauritzen også med til Hvidovre Kommunes Mød en virksomhed-messe i november sidste år.

På messen havde virksomheden fire nuværende lærlinge med for at fortælle Hvidovres folkeskoleelever om Kemp & Lauritzen. Lærlingene var meget ihærdige og fik talt med en masse nysgerrige folkeskoleelever. Og interessen fra folkeskoleeleverne sluttede ikke ved messen. For efterfølgende har Kemp & Lauritzen haft flere elever fra Hvidovres skoler i en uges erhvervspraktik.

”Vi har haft en håndfuld unge fra Hvidovre i erhvervspraktik efter Mød en virksomhed, så de kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være i lære. For os er det er en god mulighed for at vise de unge, at det er et godt sted at arbejde. Vi tror på, at praktikophold kan skabe interesse for os, og det er vigtigt i de kommende år, hvor vi ligesom mange andre virksomheder får hårdt brug for lærlinge,” fortæller Pernille Bisgaard Rasmussen, der er ressourceadministrator hos Kemp & Lauritzen.

Elektrikerlærlinge må gerne være lokale
Hos den store Hvidovre-elvirksomhed Elsec A/S understreger direktør Frank Eriksen vigtigheden af, at der er en messe, hvor virksomhederne kan møde kommende elever.
”Vi har stor gavn af at møde dem direkte. Det er et godt udstillingsvindue for os og mulige elever. Vi havde en sjov oplevelse sidste gang, hvor en mor og en dreng kom over og talte med os. Drengen var interesseret i at blive elektriker, men var lidt tilbageholdende. Nogle uger efter messen ringede moren og spurgte, om hendes søn måtte komme i praktik hos os. Det måtte han selvfølgelig godt, og han klarede det rigtig godt, og jeg tror, han er en af dem, der vender tilbage,” siger Frank Eriksen, der håber at der til november kommer flere elever på Mød en virksomhed.

”Det er et fantastisk tilbud, som er helt omkostningsfrit for eleverne. De kan komme og møde os virksomheder og høre mere om, hvordan det er ude på arbejdsmarkedet,” siger Frank Eriksen, som tidligere på året havde besøg af elever fra en af kommunens 8. klasser, som i et par timer blev underholdt med, hvad man kan bruge en erhvervsfaglig uddannelse til.
Elsec A/S har mange lærlinge i folden, og snart får de brug for tre mere. For Frank Eriksen er det vigtigt, at en god del af lærlingene er lokale.
”Jeg vil gerne have Hvidovre-lærlinge, fordi det betyder noget, at de bor tæt på og har et lokalt kendskab,” siger Frank Eriksen.

Vil din virksomhed med?
Mød en virksomhed bliver gentaget i år, hvor den finder sted 2. november i Medborgersalen 280 på Hvidovrevej. Hvis din virksomhed vil med på Mød en virksomhed, kan du kontakte erhvervskonsulent Karen Brehm Sørensen på tlf. 36 39 30 17 eller mail hkerhverv@hvidovre.dk.