Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hilsen fra borgmesteren

Borgmester Helle Adelborg ønsker alle en god sommer
9. juni 2016

Sommeren er over os, og det betyder en ferieperiode, hvor de fleste virksomheder går lidt ned i gear. Jeg ved, at I alle har travlt til daglig, for jeg møder flere og flere af jer, når Hvidovre Kommune er arrangør af diverse erhvervsarrangementer. Senest ved Holmestafetten hvor mere end 475 medarbejdere fra lokale arbejdspladser enten gik eller løb en rute på 3,75 kilometer og efterfølgende sluttede af med hyggeligt samvær og en grillmenu på TEC på Stamholmen. 

Når jeg møder jer, får jeg mulighed for at høre om jeres spændende virksomheder, og det glæder mig, at der er gang i vores lokale erhvervsliv.
At der er gang i kommunens erhvervsliv, kan vi også se på en ny analyse fra LO-fagbevægelsen, som har undersøgt jobvæksten i Danmark. Den viser, at virksomhederne i Hvidovre Kommune har været gode til at tage del i jobfesten. På to og et halvt år er antallet af arbejdspladser i Hvidovre steget med 6,7 procent, hvilket er mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet på 3 procent.
Det er en flot fremgang, jeg som borgmester er stolt over, at vores erhvervsliv kan præstere.

Jeg vil til slut ønske jer en god læselyst med det nyeste nummer af Erhvervsnyt og samtidig ønske jer en rigtig god sommer.