Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Erhvervsmesse har stor værdi for virksomhederne

På ’Mød en virksomhed’ fik lokale virksomheder mulighed for at møde kommende lærlinge og elever. Messen bliver gentaget igen til efteråret
14. januar 2016
Er man ung og står på tærsklen til at vælge uddannelse, er der utallige muligheder at vælge imellem. 
Og det er ikke kun de gymnasiale ungdomsuddannelser, der er en fremtid i. Langt fra. For ifølge prognoser vil Danmark i 2020 mangle 32.000 unge med en erhvervsuddannelse.
Derfor var erhvervsuddannelserne temaet på messen ’Mød en virksomhed’ i Hvidovre i november. Her var 13 virksomheder mødt op for at fortælle de unge om hvilke jobmuligheder, der er, hvis man har en erhvervsuddannelse.
Og virksomhederne var glade for at møde Hvidovres unge. 
”Vi var med for både at oplyse om, at man faktisk kan blive uddannet til flyttemand  – og fordi vi mangler lærlinge, både almindelige lærlinge og EGU-lærlinge. Men vi fik da også det ud af det, at vi kunne se de unge i øjnene og få en snak med dem og deres forældre om deres muligheder hos os,” siger Tine Stange fra JD Transport.
For hende er det vigtigt at møde de unge i øjenhøjde.
”Det betyder meget for os som virksomhed at få mulighed for at deltage i et forum, hvor det er de unge, vi kan møde. Der er rigtig mange unge, som ikke aner hvilke erhvervsuddannelser, der findes, og det kan sådan en messe måske være med til at lave om på, og derfor er ’Mød en virksomhed’ en rigtig god idé,” siger Tine Stange.

Borgmester glad for opbakning

For borgmester Helle Adelborg er det vigtigt, at kommunen er med til at vise sine unge borgere, hvad de har af muligheder efter folkeskolen. Hun kvitterer samtidig for den fine opbakning fra de deltagende virksomheders side.
”Mød en virksomhed er en unik mulighed for vores ældste elever at høre mere om, hvad de kan arbejde med, hvis de tager en erhvervsuddannelse. Derfor er det glædeligt at opleve virksomhedernes interesse i at stille op til messen. Set i lyset af tilbagemeldingerne har vi allerede nu valgt at afholde ’Mød en virksomhed’ igen til efteråret,” siger borgmester Helle Adelborg. 
    
Inspiration hos Dong
Også Dong Energy, der blandt andet driver Avedøreværket, var tilfredse med deres deltagelse i ’Mød en virksomhed’.
”Vi var med til ’Mød en Virksomhed’, fordi vi gerne vil vise unge mennesker hvilke spændende karrieremuligheder, der er som elev i DONG Energy både inden for it, marketing, administration, økonomi og handel. Vi havde en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi mødte forskellige unge mennesker fra Hvidovre, hvoraf enkelte blev inspireret af muligheden for at arbejde i en stor international virksomhed, der går forrest i energiomstillingen. Så vi håber selvfølgelig, at de vil søge en elevplads hos DONG Energy,” fortæller Gitte Højgaard-Nielsen, som er kommunikationsmedarbejder i Dong.

Tømrer: Vi har et ansvar
For tømrerfirmaet Egerbyg var ’Mød en virksomhed’ en rigtig god platform at gøre sig til overfor mulige lærlinge.
”Vi står over for en udfordring med hensyn til at skaffe arbejdskraft, derfor er det vigtigt for os, at vi er med til at vise de unge mennesker, hvad der er af muligheder i vores fag på et tidligt tidspunkt.
Det er der mulighed for på ’Mød en virksomhed’. De unge kan møde virksomheder, der har fokus på den fremtidige arbejdskraft, og vi har muligheden for at klæde dem lidt på til at møde erhvervslivet. Vi mangler jo kvalificerede hænder, så det er vores ansvar at være med til, at de finder den rette hylde,” siger Jørgen Damkiær, der ejer Egerbyg.

’Mød en virksomhed’ bliver afholdt 2. november