Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Bombardier er tilbage på Avedøre Holme

Togfabrikkens danske afdeling forlod Avedøre Holme for nogle år siden, men er nu tilbage. Placeringen er unik, mener den danske direktør
14. januar 2016

Fire bløde og brede togsæder, der leder tankerne hen på et europæisk lyntog i luksusklassen, er det første syn, der møder gæster, som kommer til Bombardiers danske hovedsæde på Avedøre Holme.

”Ja mange af os herude og vores kolleger fra udlandet er jo tognørder, så de skal lige hen og sidde i de her sæder,” siger direktør Peter Sonne og peger hen mod togsæderne.

Bombardiers danske afdeling har for år siden lukket ned for sin togproduktion. Den foregik i mange år i Randers, hvor rigtig mange af DSB’s tog igennem tiderne er bygget.

Så i dag er Avedøre Holme eneste danske base for Bombardier. Her bliver der produceret togsignaler til hele Norden.
Den danske gren af virksomheden er tilbage på Avedøre Holme efter et par år i Ørestad.

Kvittede Ørestad
Da Bombardiers danske afdeling tidligere på året flyttede sine administrative medarbejdere fra Ørestad tilbage til Avedøre Holme kunne det minde om hjemve, men det var nok nærmere et spørgsmål om at gøre arbejdsgangen lettere og samtidig spare noget husleje.

For efter i mange år at have haft administrationen og produktionen af togsignaler liggende side om side på Avedøre Holme blev de administrative medarbejdere i 2011 flyttet til Ørestad, men efter bare fire år i den nye københavnske bydel kørte flyttebilerne retur til Avedøre Holme.

”Vi tabte synergi ved adskillelsen. Det her med, at vores ingeniører kan gå ned i produktionen og se tingene fysisk betyder meget. Før blev der brugt meget tid på transport mellem Ørestad og Avedøre Holme. Nu sidder vi lige oven over produktionen, og medarbejdertilfredsheden er steget,” forklarer Peter Sonne.

Unikt område

Den danske direktør er glad for, at Bombardier ligger på Avedøre Holme, som er tæt på byen og samtidig har gode infrastrukturforhold.

”Når vi har besøg af udenlandske kolleger, synes de, vi ligger midt i København. Avedøre Holme er et unikt erhvervsområde, som er tæt på både byen, motorvejsnettet og lufthavnen. Det ser vi ikke i andre lande. Hvis vi fx tager til Sverige, så skal vi flere hundrede kilometer ud for Stockholm, før der ligger tilsvarende erhvervsområder, som det vi har herude,” siger Peter Sonne.

Bombardier sætter også pris på at ligge i et område med masser af andre virksomheder som naboer og i en kommune, der er erhvervsvenlig.

”Vi oplever en stor proaktivitet fra Hvidovre Kommunes side. Og der er mange virksomheder i lokalområdet, vi har et samarbejde med på den ene eller anden måde, og det giver nogle fordele i hverdagen. En af de eneste ulemper jeg kan pege på ved, at vi er rykket tilbage til Avedøre Holme, er, at det kan være svært at komme hertil for de af vores medarbejdere, som ikke har bil,” siger Peter Sonne.

Fakta

Bombardier laver tog og fly over hele verden, og den canadiske virksomhed har i mange år haft en dansk fabrik i både Randers og Avedøre. Den jyske fabrik har stået for produktionen af mange af de tog, som igennem de sidste 30 år har kørt rundt på især de danske skinner. Men produktionen lukkede for et par år siden, så i dag er Bombardiers afdeling i Avedøre eneste tilbageværende på dansk grund. Herfra bliver der produceret signaludstyr til tog. På verdensplan er der samlet set i Bombardier omkring 70.000 medarbejdere, mens der i Danmark er 70 medarbejdere.