Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Højt humør til Holmestafetten

15. maj 2014

Over 350 deltog tirsdag i årets Holmestafet, der blev afviklet i en flot og festlig ramme hos TEC på Avedøre Holme.

Der var højt humør og hyggelig stemning – både under løbet og til den efterfølgende fællesspisning og præmieuddeling. Pladsen var pyntet festligt op med beachflag og bannere, imens Hvidovre Musikskole sørgede for den musikalske underholdning indendørs.

Igen i år var Hvidovres virksomheder mødt talstærkt op. Over 350 deltog - heriblandt 41 gængere, der var med på det nyoprettede gå-hold, der i samlet flok blev sendt af sted lige efter de første stafetløbere.

Ruten bød på 3,75 km rundt på Avedøre Holme og skulle på skift tilbagelægges af alle tre løbere på hvert hold med stafetten i hånden. Nogle løbere havde så gode ben, at de løb to gange for deres hold.

Stafettens hurtigste hold var fra Chr. Hansen og løb i den imponerende tid 42 minutter og 40 sekunder.

Her kan du se hele resultatlisten (pdf)

Jakob Rasmussen fra Hvidovre Atletik og Motion var efterfølgende en glad og tilfreds løbsarrangør: ”Årets arrangement gik rigtigt godt. Vi var specielt glade for de mange sponsorgaver til deltagerne. Selvom vejret godt kunne have været bedre, tog deltagerne det med et smil, og der blev både hygget og løbet med højt humør. De mange strandflag med Hvidovre Kommune, Holmestafetten og Glenco var med til at skabe en flot og festlig ramme om løbet. Endnu engang tak til sponsorer og deltagere for at være med til at skabe et godt arrangement.”