Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny jernbane: København-Ringsted

Jernbane
Banedanmark er i gang med at anlægge en ny jernbane, som er færdig i 2018. Banen kommer til at gå gennem dele af Hvidovre

Kontakt Banedanmark

Banedanmark har lavet en særlig hjemmeside om København-Ringsted-projektet. Her kan du tilmelde dig nyhedsbreve, se kort og billeder - og få flere oplysninger om anlægsarbejdet.

Det er også Banedanmark, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til den nye jernbane og anlægsarbejdet.

Ring på 82 34 05 01 eller send en mail til kobenhavn-ringsted@bane.dk

Materialer fra Banedanmark

Invitation: Besøg Danmarks første højhastighedsbane (pdf)

Nabobrev den 23. maj 2013 (pdf) 

Nabobrev den 25. juli 2013 (pdf)

Nabobrev den 18. februar 2014 (pdf)

Kort om København-Ringstedbanen

Hvor kommer banen til at løbe igennem Hvidovre?

Banen kommer fra Vigerslevparken, og langs med motorvejen ind i Hvidovre. Det første stykke i et såkaldt åbent trug (en nedsænkning) frem til Hvidovregade, hvor banen føres ind under Vigerslev Allé i en tunnel under Hvidovrevej, den første del af Allingvej og frem til Ulstrupvej.

Ved Allingvej/Ulstrupvej kommer banen ud at ligge i et åbent trug igen mellem motorvejen og Allingvej frem til Avedøre Havnevej og videre ind i Brøndby Kommune. Den løber så på "Brøndby-siden" af motorvejen frem til cirka ud for vores rideskole, hvor den går i en tunnel ind under motorvejen og kommer ud igen, kører skråt ind syd om det nuværende Quark, kiler sig igennem Vestvolden og ud på den anden side.

Hvornår går anlægsarbejdet i gang?

Anlægsarbejdet ved Avedøre Havnevej er gået i gang. I begyndelsen af 2014 går Banedanmark i gang med anlægget fra Brøndbyøstervej til Vestvolden.

Hvordan kommer anlægsarbejdet til at påvirke Hvidovre?

Det er klart, at borgerne vil kunne se og mærke bane-byggeriet – især i området omkring Allingvej, Hvidovrevej og Vigerslev Allé. Naboerne vil have banebyggeriet helt inde på livet, og øvrige borgere vil opleve trafik- og busomlægninger i hele anlægsperioden frem til 2018.

Der vil blive omlægninger af biltrafik, buslinjer osv., og så vil det selvfølgelig blive synligt og hørbart, at der arbejdes på at anlægge en jernbane.

På Vigerslev Allé er en række ejendomme blevet eksproprieret, og på Allingvej vil der blive midlertidige eksproprieringer af forhaverne, fordi Banedanmark skal bruge arealet til at arbejde på.

Der vil blive gravet og arbejdet. Ledninger til vand og spildevand, el og naturgas skal omlægges, og i en periode vil der være en vandledning til recirkulering af grundvand, som føres fra banebyggeriet i 1. sals højde helt ned til Sønderkær. Ledningen bliver fjernet igen, når byggeriet er færdigt.

Hvordan påvirker det trafikken?

Allingvej vil blive lukket i to år. En ensrettet vej vil give adgang til parcelhusene langs vejen.

Hvidovrevej vil blive omlagt, så der kun er et farbart spor i hver retning – først på den ene side af broen og derefter på den anden side af broen.

Krydset Hvidovrevej/Allingvej/Vigerslev Allé vil blive lavet helt om, indtil anlægsarbejdet er færdigt.

Vigerslev Allé bliver lukket. Men der vil blive sat lysregulering op ved Toft Sørensens Vænge, så busserne kan køre den vej.

Brøndbyøstervej og Byvej bliver lukket dér, hvor den i dag kører i en viadukt ind under motorvejen.

Hvidovre Kommune vil arbejde for, at Voldgaden ved Vestvolden vil være åben i hele anlægsperioden - og i det mindste i den periode, hvor Byvej/Brøndbyøstervej er lukket. Sådan at bløde trafikanter stadig kan komme den vej mellem Hvidovre og Brøndby.

Hvad med naturen og området ved Vestvolden?

Banedanmark har kortlagt de naturområder, den nye banestrækning vil køre igennem. De steder, hvor det kan lade sig gøre, vil ødelagt natur blive erstattet.
Ved Vestvolden vil et vandhul, hvor der lever padder, blive ødelagt af banen. Men Banedanmark graver to-tre nye huller og sørger for, at padderne bliver flyttet.

Jernbanen vil gennemskære Vestvolden i et smalt snit, og Forstadsmuseet og Kulturarvsstyrelsen har bl.a. været involveret i at finde en god løsning i forhold til de kulturhistoriske værdier.
Løsningen indebærer, at Voldstien bliver lagt op på volden det sted, hvor banen kommer til at krydse. Så man kommer op på en cykel- og gangbro over banen. Naturstyrelsen har den 11. oktober 2013 afgjort, at stien over banen ikke påvirker miljøet væsentligt, og at det derfor ikke er nødvendigt at lave en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet, en såkaldt VVM-redegørelse.
Dér hvor banen skærer i gennem volden, vil man komme til at kunne opleve selve konstruktionen af voldanlægget.

Rideskolen mister lidt af arealet mod nordvest. Til gengæld kan de få et stykke jord mod vest som erstatning, når banen er færdig.

Quark skal eksproprieres, fordi banen kommer til at køre lige syd for den gamle gule gård, som bliver ”låst inde” mellem jernbanen og motorvejen. Et nyt Quarkcenter bliver opført i forlængelse af Avedørelejren ud mod Avedøresletten.

Kommer der nogen nye stationer i Hvidovre?

Nej, der kommer ikke nogen nye stationer i Hvidovre.
Vi forsøgte at få en station ved Avedøre Havnevej, som kunne betjene Hvidovre Hospital, men det blev afvist pga. økonomi og forlængelse af rejsetiden.

Hvordan bliver trafikken i Hvidovre, når Ringstedbanen er færdig?

Når Ringstedbanen står færdig, vil trafikken fungere som hidtil. Dog vil Byvej/Brøndbyøstervej, som i dag løber under motorvejen, blive ført OVER motorvejen og jernbanen på en ny bro. Viadukten for fodgængere fra Næsborgvej/Vigerslev Allé til I.G. Smiths Alle/Kirkegade/Spurvegården vil blive erstattet af en ny gangbro.

Hvad med støjen, når jernbanen bliver taget i brug?

Banedanmark har lavet nogle støjberegninger og nogle miljøvurderinger, som viser, at støjen fra jernbanen vil være inden for de tilladte grænseværdier. Men der er tale om et gennemsnit, og det betyder, at støjen vil opleves over det gennemsnitlige, når der fx kører et godstog forbi.

Trafikministeriet har bevilliget 16 millioner kroner til en støjskærm på strækningen mellem Ulstrupvej og Avedøre Havnevej.

Hvor hurtigt må togene køre på strækningen gennem Hvidovre?

På strækningen gennem Hvidovre må togene kun køre 120-150 km i timen.

Hvad med vibrationer fra banen?

Dér, hvor toget skal køre i tunnel under Vigerslev Allé, vil banekonstruktionen blive bygget med materialer, der mindsker vibrationerne.

Baggrund

Folketinget vedtog den 18. maj 2010 anlægsloven om jernbanestrækningen København-Ringsted.

Jernbaneprojektet hører under staten og Banedanmark, og på nær opførelsen af en støjskærm ved Allingvej har Hvidovre Kommune har ikke haft nogen indflydelse på jernbanens udformning. 

Under den offentlige høring i januar 2010 gav Hvidovre Kommune et høringssvar til Trafikstyrelsens forslag til anlægsloven om Købehavn-Ringstedbanen. Kommunen stillede bl.a. krav om en fuld tunnelløsning gennem Hvidovre.