Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Mågeparken

Mågeparken har noget af Hvidovres fineste natur

Om Mågeparken

Mågeparken er et kuperet område, som er ca. 1 km langt og 200 meter bredt. Området er skabt af overskudsjord fra motorvejsbyggeriet. Højt græs, siv, blomster og lave buskadser gør, at Mågeparken minder om en prærie.

I området findes mange vandhuller og kanaler, som er base for et rigt dyreliv. Vandhullerne er gravet af Hvidovre Kommune og Københavns Amt i 1990-91 som et naturgenopretningsprojekt med det formål at forbedre padders livsbetingelser. I området lever Sjællands eneste bestand af grønbrogede tudser. Derudover lever der også butsnudet frø og lille vandsalamander.

Der bor også mange fugle i Mågeparken: Sanglærke, grønirisk, tornsanger, gærdesmutte, tårnfalk, blishøne, stillids, fiskehejre, engpiber og løvsanger.

I den vestlige ende af Mågeparken langs med Strandvangen finder du rester af Københavns gamle befæstningsanlæg, der blev bygget i 1888-92. Det er spændende at gå på opdagelse ved voldgrav og krudtmagasiner.

Parkens eneste kunstværk er en skulptur af Martin Erik Andersen. Skulpturen er et cirkelrundt jernplateau med ornamenter. Det blev skabt i 1996 i forbindelse med, at København var Kulturby 96.

Praktiske oplysninger

Bus: 121 mellem Frihedens Station og Køge Station. Stop v. Gl. Køge Landevej/Tårnfalkevej. Gå fem min. ad Tårnfalkevej til Mågeparken.
Bil: Parkering langs med Mågevej eller Tårnfalkevej.

Langs med cykelstien ud mod Mågevej er der flere borde og bænke, men ingen toiletter.

[vis på kort]

Ruter og aktiviteter

Stisystemet giver mulighed for at tage forskellige ruter rundt i området.

Fra Tårnfalkevej og hele vejen rundt om bakkerne, eller op over alle bakker og tilbage er ruten ca. 3,5 km.

Alle stier, på nær cykelstien i parkens udkant mod Mågevej, er smalle trampede stier, som ikke egner sig til kørestol, rollator eller barnevogn.

Du må ikke fiske i Mågeparkens vandhuller, men i voldgraven ved krudtmagasinerne er der frit fiskeri og en stor fiskebestand.

Mågeparken er et yndet sted at spille rollespil.