Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Tilskud til lokale pensionistforeninger

Krone
Som pensionistforening kan du få tilskud af Hvidovre Kommune

TILSKUD TIL PENSIONISTFORENINGER

Ifølge § 79 i Lov om Social Service kan Hvidovre Kommune støtte generelle tilbud med aktiverende eller forebyggende sigte. Kommunen fastsætter selv målgruppen for støtten. 

I Hvidovre Kommune er målgruppen for støtte efter § 79 lokale pensionistforeninger, som er godkendt som pensionistforening af Social- og Sundhedsudvalget. 

Pensionistforeningerne modtager årligt driftstilskud og skal herefter indsende rapport over årets aktiviteter (den såkaldte årsberetning) samt medlemsliste og godkendt regnskab til næste års driftstilskudsansøgning. Årsberetningen skal ske på Hvidovre Kommunes skema til årsberetning.

Hvor stort er driftstilskuddet?

Driftstilskuddet beregnes på baggrund af foreningens medlemsantal.  Der tildeles 100 kr. pr. medlem, der har bopæl i Hvidovre Kommune, og der kan højst opnås tilskud til 50 medlemmer. 

Eksempel: En forening har 34 medlemmer, alle med bopæl i Hvidovre. Foreningen vil, hvis den er godkendt som tilskudsberettiget, modtage et driftstilskud på 3.400 kr. efter indsendelse af udfyldt skema til årsrapport samt godkendt regnskab og medlemsliste.

Arrangementstilskud

De godkendte pensionistforeninger kan udover driftstilskuddet ansøge om tilskud fra Arrangementspuljen til følgende formål: 

Afholdelse af særlige arrangementer/projekter, der har større målgruppe end foreningens egne medlemmer. Eksempler på arrangementer, der har opnået tilskud, er "Keglecup" for alle Hvidovres pensionistforeninger og forårsfester i Medborgersalen for pensionister i Hvidovre. Bemærk, der gives ikke tilskud til udflugter. 

Ansøgning til arrangementer kræver en særskilt ansøgning til Social- og Sundhedsudvalget. I ansøgningen skal aktiviteten beskrives, herunder også målgruppe og annoncering af aktiviteten. Det skal også fremgå, om der er brugerbetaling, og i så fald hvor stor en andel brugerbetalingen udgør.

Kontaktperson vedrørende støtte til pensionistforeninger

For eventuelle spørgsmål kan du kontakte specialkonsulent Betina Engelhardt Rasmussen.

E-mail:btk@hvidovre.dk 

Tlf: 3639 3821