Flextrafik
Hvem kan få Flextrafik
- du skal være fyldt 18 år
- du skal have et ganghjælpemiddel, som er bevilget af kommunen
Kørsel til besøg eller kulturelle aktiviteter
Handicap-ordningen dækker kørsel til fritidsformål. Det kan for eksempel være besøg hos familie og venner, indkøb og kulturelle aktiviteter. Reglen stammer fra det lovgrundlag, som den individuelle handicapkørselsordning bygger på. Der køres alle årets dage og hele døgnet.
Landsdækkende rejser
Flextrafik kan hjælpe med at arrangere en rejse til Fyn eller Jylland fra dør til dør. Du skal bestille rejsen senest fem hverdage før, du vil af sted. Du bliver kørt til en handicapvenlig togstation, hvor DSB’s personale hjælper dig ind og ud af toget. Når du er fremme ved ankomststationen, bliver du hjulpet af toget. En lokal vognmand kører dig til dit bestemmelsessted. Ud over prisen for turen med Flextrafik skal du selv betale togbilletten og turen med den lokale vognmand.
Landsdækkende rejser bestilles i Flextrafiks administration på telefon 7026 2727 / tast 3.
Du kan køre 104 ture om året
Som bruger af Flextrafik handicapkørsel kan du køre højst 104 enkeltture i perioden 1. januar til 31. december. Hvis du får behov for at køre mere end 104 ture i et kalenderår, skal du søge via din kommune, som i særlige tilfælde har mulighed for at visitere til flere ture. Hvis du ikke har brugt alle turene den 31. december, kan de resterende ture ikke overføres til det næste år.
Du kan tage en ledsager med
Du kan have en ledsager med. Flextrafik kan i særlige tilfælde stille krav om, at der ved den praktiske udførsel af kørslen altid skal medbringes en visiteret ledsager. Vær opmærksom på, at din ledsager ikke selv må have brug for hjælp og være handicapkunde hos Flextrafik.
Særlige busser til folk med kørestole
Hvis du bruger kørestol, bliver du kørt med særligt indrettede busser. Busserne har lift, så det er nemt at komme ind og ud.
Krav til kørestole
Din kørestol må ikke være over 140 cm lang, og den samlede vægt for bruger samt kørestol må ikke overstige 400 kg. Elektriske kørestole kan vi desværre ikke transportere på trapper, men hvis du med chaufførens hjælp kan skifte til en transportstol, stiller vi en til rådighed for dig. Kørestole bliver og skal være forsvarligt fastspændt i bussen. Alle passagerer skal spændes fast med sikkerhedssele.
Flextrafik transporterer ikke bårer og tager heller ikke køretøjer med forbrændingsmotor med.
Op og ned ad trapper
Busserne er indrettet med en trappemaskine, som gør det nemt at komme op og ned ad trapper med en manuel kørestol. Når du bruger trappemaskinen, skal du være spændt fast med mavebælte. Trappetransport kan ske op til 5. sal, og af hensyn til sikkerheden er der nogle krav, som skal være opfyldt:
- Din kørestol skal have en hjulbredde på mindst 37 (indvendig) og højst 63 cm (udvendig)
- Hvis der er monteret bøjler, anti-vip eller lignende bag på kørestolen, skal det kunne afmonteres uden brug af værktøj
- Du og din kørestol må ikke veje mere end 120 kg tilsammen
- Trinhøjden på trappen må ikke overstige 20 cm, og trindybden skal være mindst 11 cm
- Der må ikke være løse tæpper på trappen
- Trappen skal være fri for is og sne.
Selvom din kørestol og trappen opfylder kravene, kan der være forhold, som gør, at trappetransport ikke er forsvarlig. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at ringe til Flextrafiks administration på telefon 7026 2727 / tast 3.
Flextrafik har faste holdepladser
Ved hospitaler og andre institutioner har Flextrafik faste holdepladser, hvor du bliver sat af og hentet. Du får i forvejen at vide, hvor den faste holdeplads er. Du bliver ikke fulgt til afdelingen, men til og fra en aftalt indgang. Hvis du skal køres til bus, tog, fly eller færge, bliver du kørt til og fra vores faste holdeplads på stedet.