Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Fleksibel pasningsordning

Den fleksible pasningsordning er en mulighed for familier, hvor begge forældre eller en enlig forsørger har et dokumenteret arbejdsbetinget pasningsbehov uden for dagtilbuddets åbningstid

Mere om den fleksible pasningsordning 

Hvordan fungerer den fleksible pasningsordning?

Du kan som forælder sammensætte en fleksibel pasningsordning (et såkaldt kombinationstilbud) til dit barn, som består af et dagtilbud (vuggestue, dagpleje eller børnehave) og privat børnepasning.

Den private børnepasning skal udgøre minimum 10 timer om ugen, for at et kombinationstilbud kan godkendes. Kombinationen af deltidsplads i et kommunalt eller selvejende dagtilbud og privat børnepasning kan ikke overstige, hvad der tidsmæssigt svarer til en fuldtidsplads på 51,5 timer om ugen. Det er kun muligt at søge om privat børnepasning uden for dagtilbuddenes åbningstid.

Timetallet i institutionen opgøres over fire uger og kan altså variere fra uge til uge, men må gennemsnitligt set ikke overstige det aftalte timetal

Hvordan ansøger jeg en fleksibel pasningsordning?

Ansøgning om en fleksibel pasningsordning skal sendes til pladsanvisningen sammen med dokumentation for, at der er et pasningsbehov, som ligger udover det, som et almindelig dagtilbud kan tilbyde. Dokumentationen skal bestå af et arbejdstidsskema eller en erklæring fra arbejdsgiver om forælderens arbejdstid. Der kan kun ansøges om støtte til privat pasning i tidsrum, hvor begge forældre eller eventuel samlever er forhindret i selv at passe barnet på grund af arbejde.

I ansøgningen skal der noteres, hvor mange timers privat børnepasning om ugen der ansøges om samt dokumentation for den private pasningsordning. Er der tale om en nyopstartet børnepasser, skal denne godkendes af Center for Børn og Familier. Det er ikke muligt at søge om en fleksibel pasningsordning, hvis dit barn er optaget i et 30-timers sprogstimuleringstilbud.

Hvad koster en fleksibel pasningsordning? 

Forældretaksten til deltidspladsen i et dagtilbud reduceres som følge af den nedsatte tid i dagtilbuddet. Kommunen yder et tilskud til den private pasningsordning for børn under 3 år. Der ydes ikke tilskud til privat pasning for børn over 3 år. Børn i alderen 3 år og frem til skolestart kan ansøge om en deltidsplads i en daginstitution og en reduceret takst. Tilskuddet afhænger af timeantallet.

Se de gældende takster

Hvordan finder jeg en privat pasningsordning? 

Du skal selv finde en privat pasningsordning. Hvidovre Kommune skal godkende og føre tilsyn med den private pasningsordning. Lønnen til den private børnepasser fastsættes ved aftale mellem jeres familie og den private børnepasser.

Hvordan opsiges eller ændres en fleksibel pasningsordning? 

Opsigelse af en fleksibel pasningsordning og overgang til fuldtidstilbud i et dagtilbud kan ske ved henvendelse til pladsanvisningen med en måneds varsel til udgangen af en måned.

Ændringer i det arbejdsbetingede pasningsbehov skal meddeles pladsanvisningen hurtigst muligt og senest to uger før de nye arbejdstider træder i kraft. Ønskes den fleksible pasningsordning udvidet vil der skulle fremsendes ny pasningsaftale.