Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Pædagogiske læreplaner

Alle dagtilbud og dagplejen arbejder med udgangspunkt i den nye styrkede læreplan, som er beskrevet i Dagtilbudsloven.

Pædagogiske læreplaner 

Den nye styrkede læreplan 

Der kom ny Dagtilbudslov 1. juli 2018, hvilket indebærer ændringer i forhold til den tidligere læreplan. Læreplanen består fortsat grundlæggende af seks overordnede temaer. Som noget nyt er der under hvert tema to overordnede pædagogiske mål, som er fælles for alle dagtilbud i hele Danmark. Det enkelte dagtilbud skal lave en lokal læreplan, hvor de beskriver, hvordan de arbejder med mål, læringsmiljøer lokalt.

I Hvidovre kommune er vi lige nu ved at afdække, hvordan den nye læreplan skal se ud og sideløbende skal ledelse og personale igennem kompetenceudviklingsforløb, som vil finde sted 2019/20. Alle dagtilbud vil herefter have et antal faglige fyrtårne, som sammen med en overordnet pædagogfaglig ledelse skal sikre, at der arbejdes med de overordnede mål.

Den nye styrkede læreplan skal implementeres frem mod 2020, og herefter vil man kunne læse mere på det enkelte dagtilbuds hjemmeside.

Læs mere om læreplaner i dagtilbudsloven (nyt vinue)

Temaer og pædagogiske mål

Alsidig personlig udvikling

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.

Social udvikling

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn trives og indgår i sociale fællesskaber, og at alle børn udvikler empati og relationer.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse. 

Kommunikation og sprog

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udvikler sprog, der bidrager til, at børnene kan forstå sig selv, hinanden og deres omverden.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og ideer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.

Krop, sanser og bevægelse

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.

Natur, udeliv og science

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed. 

Kultur. Æstetik og fællesskab

  1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.
  2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.