Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Genbrug af regnvand

Ved at opsamle og genbruge regnvand sparer du både på pengene og naturens ressourcer. Regnvand kan bruges, hvor vand af drikkevandskvalitet ikke er nødvendigt.

Den simple metode er at opsamle regnvandet i en regnvandsbeholder, hvor vandet kan bruges til havevanding. En anden løsning er at installere et regnvandsanlæg, hvor vandet bruges til wc-skyl og tøjvask.

Regnvandsbeholder eller regnvandsanlæg

Regnvandsbeholder

Ved opsamling af regnvand i regnvandsbeholder kobles beholderen på nedløbsrøret, hvor du så kan tappe vand af beholderen fra en lille hane. Derved kan du bruge regnvandet til vanding af havens beplantning.

Regnvandet kan dog indeholde stoffer fra afsmitning fra tagflader og tagrender, fx zink eller asbest. Desuden kan tagvandet indeholde bakterier fra fx fugleklatter. Derfor er det bedst ikke at bruge vandet til spiselige afgrøder eller til badebassiner.

For at undgå blade og andet bundfald i beholderen, er det praktisk at beholderen har et låg og et grovfilter placeret mellem tagrende og regnvandsbeholder. Desuden er det praktisk at etablere et overløb på regnvandsbeholderen, som leder det overskydende vand til kloak, nedsivningsanlæg eller havedam.

Regnvandsanlæg

Hvis du etablerer et regnvandsanlæg kan vandet bruges til wc-skyl og tøjvask.

En person bruger mellem 1/3 og 1/4 af det samlede vandforbrug på wc-skyl og tøjvask, så ved etablering af et regnvandsanlæg vil du spare samme andel på vandregningen om året. Men udover at du sparer penge, sparer du også på naturens ressourcer ved at bruge mindre rent drikkevand.

Da regnvand har en dårligere kvalitet end drikkevand, skal det sikres, at regnvandsanlægget planlægges, udføres og vedligeholdes teknisk og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det indebærer bl.a. at alt arbejdet i forbindelse med et regnvandsanlæg skal udføres af autoriserede VVS- og kloakmestre.

Anlægget skal derfor overholde anvisningerne i Rørcenteranvisning 003, 4. udgave: Brug af regnvand til wc-skyl og vaskemaskiner i boliger, hvor du kan læse om opbygning samt drift og vedligeholdelse af regnvandsanlæg. Link til Rørcenteranvisningen: http://bygningsreglementet.dk/file/269499/Brug-af-regnvand.pdf

Skal du søge om tilladelse?

Du skal ikke søge om tilladelse til en regnvandsbeholder, men hvis du vil etablere et nedsivningsanlæg i forbindelse med din regnvandsbeholder, skal du søge om en nedsivningstilladelse. Du kan læse mere om nedsivning på vores hjemmeside, se link: http://www.hvidovre.dk/Borger/BoligOgByggeri/Vand-kloak/nedsivning-og-faskiner.aspx

Du skal altid søge om byggetilladelse til etablering af et regnvandsanlæg med mindre at du bor i et eksisterende enfamiliehus.

Hvis institutioner eller bygninger med offentlig adgang vil etablere et regnvandsanlæg til brug for wc-skyl, kan kommunen give tilladelse til det efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen, dog kan institutioner og bygninger med offentlig adgang ikke få tilladelse til at anvende regnvand til tøjvask.

Institutioner eller offentlige bygninger med særligt følsomme grupper som f.eks. vuggestuer, børnehaver og hospitaler kan ikke få tilladelse til brug af regnvand til toiletter eller tøjvask.

HUSK at regnvandsanlægget skal synes af HOFOR inden ibrugtagning.

Yderligere oplysninger

Fra taget til toilettet – om brug af regnvand fra tage i wc-skyl og vaskemaskiner af Erhvervs- og Boligstyrelsen, Miljøministeriet, http://bygningsreglementet.dk/file/126219/fra_taget_til_toilettet.pdf

Brug af regnvand til wc-skyl og vaskemaskiner i boliger, Rørcenteranvisning 003, 4. udgave, http://bygningsreglementet.dk/file/269499/Brug-af-regnvand.pdf