Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Asbesttage

Mand renser asbest-tag
Jeg skal rense mit tag. Hvordan kan jeg se, om taget er af asbest, og er der noget jeg skal huske at gøre?

Find det hurtigt

Rensning af asbesttag

Hvordan kan jeg se, om mit tag er med asbest?

Hvis dit er af bølgetagplader og fra før 1987, kan det være med asbest. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte Cembrit på telefon nummer 9937 2222. Tagpladerne har et nummer på forsiden, som angiver om de indeholder asbest.

Hvorfor er asbest farlig?

Når du arbejder med asbest, kan der komme støv. Asbeststøv indeholder små partikler, som kan trænge ned i lungerne og sætte sig fast. Hvis du udsættes for asbeststøv, kan der være risiko for, at du udvikler asbestose og forskellige former for lunge- og mavetarmkræft.

Godkendt udstyr

Før du accepterer et tilbud fra et tagrensefirma, skal du sikre dig, at firmaet anvender godkendt udstyr. Spørg, om udstyret er godkendt, og bed om at få dispensationen at se. En kopi af dispensationen skal altid følge det godkendte udstyr.

Højtryksspuling af asbesttage er forbudt, men Arbejdstilsynet har mulighed for at give en dispensation, når leverandøren af udstyret kan godtgøre, at man kan rense, så der kun kommer en minimal mængde af støv, og at spulevandet bliver filtreret.

Eneste ikke-godkendt udstyr, du må bruge, er en blød børste og en vandslange.

Anmeldelse af arbejdet

Inden du begynder at rense dit tag, skal du huske at anmelde arbejdet til kommunen. Anmeldelsen skal ske 14 dage, før du begynder.

Vi skal vide, hvor arbejdet skal foregå, hvor lang tid det tager at rense taget, hvilke forholdsregler du tager for at minimere støv og støjgener.

Ring, hvis du er i tvivl

Du kan ringe til Arbejdstilsynet på telefon nummer 7012 1288, hvis du har spørgsmål til reglerne.

Hvis du har spørgsmål til reglerne omkring anmeldelse af midlertidig aktivitet eller om bortskaffelse af asbestaffald, kan du kontakte Kultur, Miljø og Vækst på telefon nummer 3639 3639.

Asbestaffald

Asbestaffald inddeles i følgende typer:

  • Asbestholdigt affald som kan støve - f.eks. asbeststøv, filtre, bløde lofts- og vægplader mm. Affaldet skal opbevares befugtet i egnet lukket, tæt emballage. Emballage skal mærkes Asbest.

Affaldet skal afleveres som farligt affald til:

I/S Smoka, Modtagestation for farligt affald
Prøvestenen, U-vej 7
DK-2300 København S
Telefon nummer 3322 3237

  • Ikke støvende asbestaffald - f.eks. hele eternitplader og lignende, hvor asbest er fast bundet.

Affaldet skal afleveres til:

AV Miljø
Avedøreholmen 97
DK-2650 Hvidovre
Telefon nummer 3777 1599

Hele eternitplader kan i mindre mængder afleveres på Genbrugspladsen.

Anmeldelse af asbestaffald

Alle virksomheder skal anmelde asbestaffald til kommunen. Anmeldelse skal ske via selvbetjeningsløsningen Byg og Miljø.

 

 

husk

 

  • At anmelde affaldet til kommunen
  • Brug et firma som arbejder med godkendt udstyr