Kommunen skal løbende følge op, så længe du modtager sygedagpenge.
Oplysningsskema fra kommunen
Din a-kasse skal som udgangspunkt anmelde dit sygefravær til kommunen, inden der er gået tre uger fra din første sygedag. Når kommunen er orienteret om din sygemelding, sætter den gang i forskellige ting, så du kan modtage sygedagpenge og få hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.
Kommunen sender i din e-boks et såkaldt oplysningsskema til dig, som du skal udfylde i den digitale løsning Mit Sygefravær.
I oplysningsskemaet skal du bl.a. oplyse, hvor lang tid du forventer, at sygemeldingen vil vare. Du skal også give dit bud på, om sygdommen påvirker din evne til at arbejde fremover. Kommunen bruger oplysningerne til at få den bedst mulige indsigt i din situation.
Lægeerklæring til brug for første opfølgning
Kommunen kan som led i indkaldelse til første opfølgningssamtale indhente en lægeerklæring, hvis kommunen vurderer, at der er behov for dette for at oplyse din sag tilstrækkeligt. Du har også selv mulighed for at anmode om, at din kommune indhenter en lægeerklæring.
I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation.
Din læge skal også vurdere dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelle skånehensyn, behandling og sygdommens forventede varighed. Din læge sender lægeerklæringen til kommunen, inden du skal til den første samtale hos kommunen. Formålet er også her, at din sagsbehandler klædes bedst muligt på til at kunne hjælpe dig.
Opfølgningssamtale i kommunen
Kommunen skal holde opfølgningssamtale senest otte uger fra din første sygedag. Samtalen handler om, hvordan du bedst får hjælp til at komme tilbage i arbejde. Du og din sagsbehandler fastlægger i fællesskab den konkrete indsats, der skal sættes i gang.
Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding for at støtte dig i at fastholde din tilknytning til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal altid være tilpasset din situation og helbredstilstand.
Du kan kontakte jobcenteret i kommunen, hvis du vil vide mere om sygedagpenge og kommunens opfølgning.
Tidlig opfølgning ved langvarigt sygefravær - fast track
Du har mulighed for at få igangsat en ekstraordinær tidlig opfølgning – fast track – hvis du forventer, at dit fravær kommer til at vare mere end otte uger.
Hvis du beder om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale, senest to uger efter kommunen har modtaget din ansøgning om det. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Jobafklaringsforløb
Du overgår til et jobafklaringsforløb, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering træffer afgørelse om, at din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges. I et jobafklaringsforløb modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau uden hensyn til, om du har formue eller en ægtefælle/samlever. Forløbet varer maksimalt to år, men det er muligt at indgå i et nyt jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Under jobafklaringsforløbet modtager du en individuelt tilpasset tværfaglig indsats fra kommunen.