Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ældreråd og tilsyn

Ældreråd skal sikre samarbejde mellem ældre borgere og kommunalbestyrelsen

Find det hurtigt

Kommunen skal etablere et ældreråd, der skal sikre dialog og samarbejde mellem kommunens ældre borgere og kommunalbestyrelsen. Ældre får gennem ældrerådet en mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af kommunens ældrepolitik. Kommunalbestyrelsen har pligt til at høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører ældre. Det kan fx være kommunalbestyrelsens forslag til ændring i serviceniveauet. Ældrerådet kan desuden beskæftige sig med alle spørgsmål, der har betydning for ældre; fx trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.

Ældrerådet skal ikke beskæftige sig med konkrete personsager eller konkrete personalespørgsmål.

Der vælges mindst fem medlemmer og fem suppleanter til kommunes ældreråd. Medlemmerne vælges ved direkte valg, dvs. ældrerådsmedlemmer skal vælges som enkeltpersoner og ikke som repræsentanter for politiske partier eller interesseorganisationer m.v. Der skal gennemføres valg til ældrerådet mindst hver 4. år.

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med, at kommunale opgaver vedrørende hjemmehjælp og genoptræning løses i overensstemmelse med den afgørelse, kommunen har truffet om din hjælp, og det serviceniveau, kommunen har fastlagt for hjælpen.

Det vil sige, at kommunen har pligt til at føre tilsyn med, at opgaverne løses med den kvalitet, både fagligt og økonomisk, som kommunen har besluttet.

Kommunen skal aktivt, opsøgende og systematisk påse, at alle får den hjælp, som de har krav på. Tilsynet gælder uanset om det er en kommunal eller en privat leverandør, der konkret udfører opgaven.

Kommunen skal som led i tilsynsforpligtelsen foretage mindst ét uanmeldt tilsynsbesøg om året i plejeboliger, plejehjem m.v. Desuden skal embedslægen aflægge mindst et uanmeldt tilsynsbesøg årligt.

SUNDHEDSFAGLIGT TILSYN på plejehjem og plejeboliger

Årsrapport for det sundhedsfaglige tilsyn

Styrelsen for Patientsikker udfører årligt et uanmeldt tilsyn på kommunens plejehjem i forhold til de sundhedsfaglige ydelser. Her kan du se en samlet rapport for tilsynene på Hvidovre Kommunes plejehjem i 2015.

Årsrapport 2015 (pdf)

Lovgivning

Bestemmelser om ældreråd er fastsat i §§ 30 til 33 i Retssikkerhedsloven.

Bestemmelser om tilsyn er fastsat i Servicelovens § 151 og i Bekendtgørelse om tilsyn på plejehjem og plejeboliger mv.

HVIDOVRES ÆLDREPOLITIK

Her kan du få ældrepolitikken

Ældrepolitikken kan hentes elektronisk på kommunens hjemmeside. Der også mulighed for at hente et trykt eksemplar af Ældrepolitikken i Borgerservice, på Hovedbiblioteket, Avedøre Bibliotek, i Aktivitetscentret eller hos Ældrerådet i "Huset" Hvidovrevej 253B.

Kommunalbestyrelsen har vedtaget politikken, som nu lanceres i endeligt layout. Hvidovre Kommune har arbejdet med udviklingen af den ny og tidssvarende ældrepolitik i tæt samarbejde med Hvidovre Ældreråd.

Hvidovre Kommunes Ældrepolitik (pdf)

Sådan har vi gjort

Det har været højt prioriteret at sikre så stor en grad af borgerinddragelse som muligt i processen.
I foråret 2013 blev indsamlet ideer til politikken via møder med repræsentanter fra kommunens pensionistforeninger, lokalråd og medarbejdere, samt interview med borgere i plejeboliger.

I maj og juni blev Hvidovres borgere inviteret til at aflevere deres forslag til den kommende politik i lilla postkasser der var sat op centrale steder i kommunen, eller til en elektronisk idékasse på kommunens hjemmeside.

Den 24.oktober 2013 var der mulighed for at bidrage i debatten, da det foreløbige forslag til ældrepolitik blev fremlagt af børne- og velfærdsdirektør Christine Brochdorf og ældrerådsformand Flemming Cramer-Larsen på et borgermøde i Frihedens Idrætscenter.

Udkastet til ældrepolitikken blev sendt i offentlig høring fra 2.december 2013 til 24.januar 2014.

Herefter er der arbejdet med politikkens endelige form på baggrund af de indkomne bidrag.