Tilsyn i dagtilbud

Luk alle
Åbn alle

Center for Børn og Familier gennemfører det pædagogiske tilsyn i dagtilbud i kommunen. Tilsynet omfatter alle former for institutioner, hvori der indgår kommunal finansiering. Det vil sige kommunal dagpleje, kommunale, selvejende og private institutioner for børn op til skolealderen samt private pasningsordninger. Hvidovre Kommune har desuden pligt til at føre tilsyn med private pasningsordninger, hvor der passes flere end to børn, selvom der ikke indgår offentligt tilskud.
Det lovbestemte pædagogiske tilsyn består af et anmeldt pædagogisk tilsyn, der gennemføres hvert andet år og et uanmeldt pædagogisk tilsyn, der også gennemføres hvert andet år. Der føres altså pædagogisk tilsyn med dagtilbuddene hvert år.

Det pædagogiske tilsyn sker på baggrund af "Ramme for tilsyn med dagtilbud i Hvidovre Kommune", og består af følgende:

  • Indsamling af informationer om dagtilbuddet bl.a. dagtilbuddets pædagogiske læreplan, data om sygefravær, andelen af pædagoger mv.
  • Et observationsbesøg i dagtilbuddet, hvor den tilsynsførende pædagogiske konsulent foretager observationer af hverdagen i dagtilbuddet
  • En tilsynssamtale med deltagelse af dagtilbudsledelsen, medarbejderrepræsentanter, repræsentant fra forældrebestyrelsen og den tilsynsførende pædagogiske konsulent, hvor der sker fælles refleksion over hverdagen i dagtilbuddet på baggrund af observationer og de indsamlede informationer. Bl.a. drøftes dagtilbuddets styrker og de områder, der skal være fokus på at udvikle yderligere
  • En kvalitetssamtale med deltagelse af centerchefen i Center for Børn og Familier, dagtilbudsledelsen og den tilsynsførende pædagogiske konsulent, hvor der sker fælles refleksion og træffes aftale om udviklingen af kvaliteten i dagtilbuddet
  • En tilsynsrapport med bl.a. en konklusion på tilsynet, der offentliggøres på dagtilbuddets hjemmeside

Du kan læse mere om tilsyn med dagtilbud i Hvidovre Kommune her: Ramme for tilsyn med dagtilbud i Hvidovre Kommune.

Udover det pædagogiske tilsyn er kommunen forpligtet til at føre følgende tilsyn:

  • Et økonomisk tilsyn, der varetages af Center for Børn og Familier i samarbejde med Center for Økonomi og Analyse
  • Et bygningstilsyn, der varetages af Center for Trafik og Ejendomme
  • Et hygiejnetilsyn, der varetages af Center for Børn og Familier, Sundhedsplejen
  • Et legepladstilsyn, der varetages af en ekstern certificeret legepladsinspektør

Udover de lovpligtige tilsyn fører Hvidovre Kommune også tilsyn med daginstitutionernes sygefravær. Herudover varetager Hovedstadens Beredskab brandtilsyn.