I Hvidovre Kommune finder du et spændende og varieret erhvervsliv. Det spænder vidt: fra højteknologi og produktionsanlæg til håndværk, småindustri, servicevirksomheder og et sprudlende kreativt film- og tv-miljø.
Erhvervene i Hvidovre fordeler sig primært på 3 områder: Avedøre Holme, Avedørelejren samt et område midt i Hvidovre. For alle områderne gælder det, at deres beliggenhed er central med gode offentlige transportforbindelser og kun omkring 10 minutters bilkørsel til knudepunkter som København, BellaCenter, Ørestaden, Kastrup Lufthavn og Øresundsbroen.
Sydligst ligger Avedøre Holme, som er et af Danmarks største samlede erhvervsområder. Avedøre Holme blev anlagt i starten af 1960'erne, og er i dag hjemsted for ca. 375 vidt forskellige virksomheder. Her findes også klynger af virksomheder inden for brancher som fødevarer, medicinal, grafik og distribution.
I Hvidovres nordlige del ligger en række mindre erhvervsområder. De er Hvidovres ældste – anlagt i 1940'erne og 1950'erne – og ligger tæt sammen med boligområder. Her finder man især håndværks- og iværksættervirksomheder.
Avedørelejren er et gammelt militærområde, der er i udvikling. Stedet rummer både bolig og erhverv. Her ligger Filmbyen, hvor en klynge af mere end 20 film- og tv-selskaber har skabt et Hollywood i Danmark.
Du kan læse mere om de enkelte erhvervsområder i Hvidovre ved at klikke på menupunkterne til venstre.
Klik ind på lokalplaner og byplanvedtægter for at se anvendelsesmulighederne for de forskellige områder.
|